Ekstra Bladet – Dansk skib sendt til døds-strand

(Written by Thomas Gösta Svensson and Kristian Kornø)

Access the original article

17 December 2014 – Stenrige danske rederier sender i jagten på profit skibe til skrotning på den berygtede indiske strand Alang, hvor hundredvis af arbejdere har mistet livet under slavelignende forhold.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at det danske skib Clipper Concord lige nu ligger ud for Alang i den indiske delstat Gujarat, hvor det om kort tid vil blive hugget op. Skibet er ejet af rederiet Clipper Group, men har ind til skrotningen sejlet for milliardæren og forretningsmanden Christian Stadils rederi Thorco. De to rederier er tæt forbundne, og dele af deres forretninger blev fusioneret i 2013.

Indtil Ekstra Bladet i denne uge begyndte at grave i sagen fremgik Clipper Concord da også på Thorcos hjemmeside, som en del af rederiets flåde.

Ophugningsindustrien i Alang er notorisk kendt for i årevis at have set stort på arbejdernes sikkerhed og på miljøet. Siden 1983 er over 470 arbejdere døde, og flere tusinde er blevet invalideret i arbejdsskader. Mange af de gamle skibe indeholder desuden materiale med giftige stoffer, som bliver brændt af direkte på stranden – og udover at være enorm sundhedsrisiko for arbejderne, er det også en kæmpe katastrofe for miljøet.

Hos organisationen Shipbreakling Platform, der kæmper for at forbedre vilkårene for ophugningsarbejderne, har man ikke meget til overs for, at et dansk skib nu er sendt til ophug i Alang:

– Som ansvarlig skibsejer bør Clipper, men også Thorco som er tæt forretningspartner og har disponeret over skibet, have en politik om ikke at benytte strande som Alang.

– Værfterne dernede – inklusive dem, der kalder sig ’miljørigtige’ – er milevidt fra de standarder, der er på faciliteter i eksempelvis Danmark. Arbejdernes sikkerhedsudstyr er ikke i orden og der sker regelmæssigt ulykker, hvor de bliver knust under jernplader, falder ned fra skibene, dør i eksplosioner og mange får desuden sygdomme efter at have været udsat for giftige stoffer som kviksølv og asbest, siger hun.

Thorco: Ikke vores beslutning

Da Ekstra Bladet konfronterer Stadil-familiens rederi Thorco, har direktør Thomas Nørballe Mikkelsen, meget travlt med at lægge afstand til Clipper Concord.

– Det er 100 pct ejet af Clipper, som jeg forstår det. Det er ikke ejet af nogle Thorco-relaterede selskaber.

– Men vi kan jo se, at I så sent som november i år har haft dispositionsretten retten over skibet?

– Vi er udpeget af ejeren – Clipper – til at drive skibet kommercielt. Det er fuldstændig rigtigt at op til den dato, så er det os, der kommercielt har sørget for, at skibet har noget at sejle med. Men det er Clipper, der beslutter, hvad der skal ske med deres aktiver.

– Men har I ikke som samarbejdspartner et ansvar for, at det havner i Alang?

– Vi har intet at gøre med, at skibet skal derned. Jeg har ingen saying i den sag. Jeg forholder mig bare til, at vores kommercielle aftale er sagt op.

Hos Clipper Group svarer administrerende direktør og partner Kristian Mørch i en mail:

- Som skibsejer tager vi vores ansvar i forhold til ophugning af skibe meget alvorligt, både hvad angår arbejdsforhold og miljø. Derfor har vi lagt stor vægt på selv at håndtere ophugningen, frem for at sælge til tredjemand og derved miste kontrol med processen. Det har vi bla. gjort ved at undersøge forholdene grundigt på forhånd og sikre, at vores køber og specielt det værft, de benytter, kan garantere, at ophugningen sker på en ansvarlig måde. Lige nu befinder vi os i en situation, hvor den såkaldte Hong Kong-konvention (under FN’s shippingorgan IMO) ikke er ratificeret endnu, og der derfor ikke findes nogen klare retningslinjer for ophugning af skibe, så vi har selv inspiceret værftet og indhentet dokumentation og certificeringer.

- Vi har sendt to af vores teknikere afsted for at inspicere nøje udvalgte værfter, og det værft, vi har valgt, er certificeret både i forhold til miljø og arbejdsforhold. Derudover kommer vi til at foretage uanmeldte besøg på værftet, mens ophugningen finder sted. Vi har anvendt en ny standardkontrakt (Bimco Recycle Contract), som sikrer, at ophugningen finder sted under hensyntagen til Hong Kong-konventionen – det betyder, at vi bl.a. har udarbejdet en liste over farlige materialer, og at ophugningen finder sted efter en dokumenteret genanvendelsesplan. Vi har konsulteret Danmarks Rederiforening undervejs i processen.

Reglerne

- Det er ikke ulovligt for et rederi som Clipper at sende Clipper Concord til Alang.

- Både i EU-regi og internationalt har man forsøgt at regulere skrotnings-industrien i lande som Indien, men det løser ikke umiddelbart problemerne. Den såkaldte Hong Kong Konvention, der internationalt vil skærpe reglerne, skal først ratificeres, men indtil videre er det kun Norge, der har tilsluttet sig.

- Samtidig vil de nye skærpede EU-regler, der træder i kraft om nogle år, kun gælde for skibe, der sejler under EU-flag, men det er færreste europæiske rederier, der gør det. Eksempelvis sejler Clipper Concord under Bahamas flag og ville derfor ikke være omfattet.