Maritime Danmark – 365 europæiske skibe ophugget i Asien

Access the original article

12 February 2013 - Europæiske redere sendte sidste år et rekordstort antal på 365 skibe til ophugning på de sydasiatiske strande. Det viser en ny opgørelse fra NGO Shipbreaking Platform. Danske ejere stod, ifølge opgørelsen, for seks af de skibe der blev hugget op på strandene i Asien.

“På trods af muligheden for miljørigtig ophugning i Europa, eller andre udviklede lande, fortsætter det store flertal af europæiske rederier med at sende deres skibe til ophugning på strandene i det sydlige Asien. EU bør tage skridt til at forhindre, at europæiske redere eksporterer giftige skibe til ophugning i udviklingslande, og i stedet sender dem til genbrug under ordnede forhold i deres egne lande”, siger Patrizia Heidegger, administrerende direktør for NGO Shipbreaking Platform.

De 365 europæisk ejede skibe, svarende til ét om dagen, er en stigning på 75 procent i forhold til 2011, hvor 210 skibe fra EU-lande blev ophugget på de berygtede strande i Indien, Pakistan og Bangladesh.
Græske redere stod for 167 – eller næsten halvdelen – af de europæiske skibe der endte deres dage på sydasiatiske strande i 2012. Tyske redere sendte 48 skibe til strandene, britiske redere 30 skibe, Norge 23 skibe, Cypern 13 skibe, Bulgarien 8 skibe, Danmark 6 skibe og hollandske redere 5 skibe.

Resten af skibene kom fra Estland – 3 skibe, Sverige 3 skibe, Litauen 2 skibe, Belgien 2 skibe, Rumænien 2 skibe, Letland 1 skib og Polen 1 skib.

Af de 365 europæisk ejede skibe, der ifølge opgørelsen blev hugget op i Sydøstasien i 2012, sejlede 240 under såkaldte bekvemmelighedsflag.