Maritime Danmark – Omstridt tankskib ophugget på en strand

Access the original article

2 February 2012 - Produkttankeren Bel Taylor – der tidligere sejlede under navnet Torm Hilde – og længe var årsag til en bitter strid mellem Torm og rederiets hovedaktionær, Gabriel Panayotides, er i al ubemærkethed blevet hugget op på den berygtede Alang strand i Indien.

Torm købte det 43.398 DWT store tankskib i 2005 – for derefter at sælge det videre til et selskab, der blev overtaget af rederiets græske hovedaktionær Panayotides. Panayotides leasede efterfølgende skibet tilbage til Torm, der sejlede med skibet helt frem til juli 2011.

Manøvren blev kritiseret fordi mange mente, at Panayotides reelt sad på begge sider af bordet da kontraktbetingelserne blev aftalt. Men striden brød først for alvor ud, da det viste sig at Torm Hilde – der siden skiftede navn til Bel Taylor – skulle repareres for 40 millioner kroner.

Panayotides betalte regningen i forventning om, at Torm efterfølgende ville kompensere ham for tabet. Det ville den daværende Torm direktør Klaus Kjærulff dog ikke. Han henviste til, at det klart fremgik af leasingkontrakten, at det var skibets ejer der skulle dække regninger for vedligeholdelse.

Jyllands-Posten har tidligere skrevet, at Torms bestyrelsesformand N.E. Nielsen længe forsøgte at overtale Kjærulff til at betale regningen. Det anså Kjærulff dog som direkte ulovligt og krævede, at der skulle sendes en børsmeddelelse ud om sagen, og at Finanstilsynet skulle informeres, hvis rederiet skulle dække den slags udgifter for sine ejere.

Efter fyringen af Klaus Kjærulff i september 2008 forsatte Gabriel Panayotides og N.E. Nielsen angiveligt med at presse Kjærulffs efterfølger, Mikael Skov, til at betale regningen. Også han nægtede. Heller ikke den nuværende ledelse, med Jacob Meldgaard i spidsen, har ønsket at imødekomme Panayotideser krav.

Men uanset hvordan striden endte, så står det nu fast at det 21 år gamle tankskib endte sine dage under stærkt kritisable forhold, på et af skrotværfterne langs Alang stranden i Indien.

Oplysningen fremgår af den seneste opgørelse fra NGO’en Shipbreaking Platform, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af. Opgørelsen viser, at fire danske skibe blev hugget op på verdens største skibskirkegård i det vestlige Indien nord for Mumbai i 2011. Herunder skibet Bel Taylor.

Torm har overfor Berlingske Business ikke ønsket at kommentere, at selskabets hovedaktionær har sendt et skib til skrotning, som det danske rederi sejlede med to måneder forinden, på en indisk strand.